En ny udfordring inden for wayfinding
"Det var en blanding af begejstring og ydmyghed," siger Robert Canak, Managing Partner for Modulex' kontor i Kroatien, når han tænker på muligheden for at designe skiltning til en skole for børn med autisme. "At designe til børn på autismespektret er stadig et relativt uudforsket område inden for skiltning og wayfinding. Vi så det som en mulighed for at udforske, hvordan design kan imødekomme neurodiverse behov på en meningsfuld, evidensbaseret måde."
Nytænkning af brugergruppen
I modsætning til konventionelle wayfinding-projekter krævede dette et radikalt perspektivskifte. "Neurotypiske brugere har en tendens til at behandle symboler og miljøer gennem fælles konventioner, men den antagelse holder ikke, når man designer til personer på spektret," forklarer Robert. "Nogle reagerer mere på taktile teksturer, andre på farver eller visuelle ankre. Det betød, at fleksibilitet, iteration og brugercentreret tænkning var centralt for hver eneste designbeslutning, vi tog."
Bygger på eksisterende fundamenter
At komme med i projektet senere viste sig at være en skjult fordel. "Den arkitektoniske zoneinddeling og farvestrategierne var allerede fastlagt, så vi kunne bygge videre på det fundament og fokusere på at omsætte den rumlige logik til et visuelt sprog," siger han. Teamets tilgang var intenst iterativ, baseret på forskning og forfinet gennem konstant evaluering af kognitiv belastning og perceptuel klarhed.
Forskning ud over retningslinjerne
Robert understregede, at der ikke findes kodificerede retningslinjer for ASD-design (Autism Spectrum Disorder): "Der findes ingen enkeltstående 'ASD-retningslinje' i stil med ADA (Americans with Disabilities Act). Så vi fordybede os i den eksisterende litteratur om, hvordan personer med ASF opfatter symboler, miljøer og overgange." En vigtig indsigt kom fra udviklingspsykologien: Børn med ASF reagerer bedre på meget ikoniske, realistiske og farvede billeder. "Klarhed kommer ikke fra minimalisme - den kommer fra detaljer."
Fra abstraktion til realisme
Denne indsigt førte til en afgørende designændring. "For et barn på spektret bliver et konventionelt toiletpiktogram 'gennemskinneligt', hvilket betyder, at det ikke opleves som meningsfuldt," sagde Robert. "Vi erstattede det med en realistisk illustration af et barn, der nærmer sig toiletkummen. Det kombinerer handling med objekt, viser, hvad man kan forvente, og bygger bro mellem symbol og funktion."
Balancering af parallelle opfattelser
En anden udfordring var at afbalancere neurodiverse børns behov med neurotypiske voksnes. "At designe skiltning, der opfylder begge gruppers behov - uden at forvirre nogen af dem - kræver en nuanceret lagdeling og rumlig logik," forklarer Robert. "Børn på spektret har ofte en lavere blikvinkel, hvilket betyder, at deres synsfelt er rettet anderledes end voksnes. I praksis er det næsten som at designe to parallelle systemer, der skal eksistere harmonisk side om side - et intuitivt fra en voksens oprejste perspektiv og et andet tilgængeligt og meningsfuldt fra et barns lavere, mere jordnære synspunkt."
At se gennem et barns øjne
Robert beskrev deres tilgang som at behandle skiltesystemet som en brugergrænseflade. "Vi forsøgte at forstå det fra barnets synspunkt, rumligt og perceptuelt." Resultatet vil hjælpe børn med at opbygge rumlig hukommelse og selvtillid ved at forstærke orienteringen gennem gentagne, forudsigelige signaler.
Ud over universelt design
I sidste ende mener Robert, at dette projekt omdefinerer, hvad tilgængelighed kan betyde. "Universelt design er stærkt, men det handler i sagens natur om at gå på kompromis. Neurodiverst design kræver noget andet: specificitet." Han tilføjer: "Dette projekt viste os, at tilgængelighed nogle gange skal gå ud over det universelle. Det skal være empatisk, evidensbaseret og baseret på, hvordan folk opfatter det, ikke bare hvordan vi tror, de burde."
